Et enkelt krav til muslimer og danskere

Problemet med Islam kan formuleres meget simpelt: Når nu muslimer flere gange i historien har brugt vold og magt til dramatisk at udvide Islams udbredelse, hvordan kan vi så tro på at det ikke vil ske igen? Denne mistanke bliver mere seriøs når man tænker på det faktum, at de første udbredelseskrige fandt sted under profeten Muhammeds ledelse, som beskrevet i Koranen.

5436546085_1d7984cb70_o
Kurdistan – et mødested for religionerne. En kampplads for religionsfrihed.

En løsning på problemet er naturligvis at reformere Islam, hvilket bl.a. Naser Khader er fortaler for. Men hvad skal der egentlig reformeres? Hvilke elementer er nødvendige at ændre af hensyn til den moderne verden, og hvilke elementer er nødvendige at beholde af hensyn til muslimernes hellige tekster?
Det bliver hurtigt en uoverskuelig løsning, for man kan vel ikke forvente nogen enighed om hvilke reformer der er nødvendige, og derfor ender man med en hel række af mere eller mindre reformerede retninger. Skal vi så lave en liste over godkendte muslimske retninger, sekter og organisationer? Hvordan sikrer vi at organisationerne mener hvad de siger, og ikke bare tager en offentlig maske på? Og kan vi overhovedet kræve at Islam f.eks. skal gå ind for 100% ligestilling mellem kønnene og accept af homoseksualitet når retninger inden for andre religioner ikke gør det?

Løsningen er at formulere et simpelt krav, som enhver muslim kan efterleve, og som repræsenterer et brud med den suspekte side af Islam.
Dette krav er kravet om at kæmpe for religionsfrihed, som blandt andet indebærer friheden til at forkaste sin religion, til at blive medlem af en anden religion og til at missionere.
Netop disse tre friheder bliver undertrykt i ekstrem grad i mange muslimske-dominerede lande. Undertrykkelsen var en nødvendighed under Islams udbredelseskrige –  man kan jo kun udbrede en religion med krig, hvis religiøs tvang og undertrykkelse følger med.

Med andre ord kan Islam altså ikke føre en udbredelseskrig hvis religionsfriheden respekteres.

Dette gælder også for de terrorkampagner som ISIS, Al-Quaeda og Boko Haram fører – en forkastelse af religionsfriheden er selve kernen i deres organisation.
Religionsfriheden er derfor løsningen på problemet med Islam. Enhver, der derfor ønsker at redde muslimer fra mistænkeliggørelse, bør derfor kæmpe hårdt for indførsel af reel religionsfrihed – især i de muslimske lande.
Det må også sætte den absolutte standard for accept i det danske samfund. Enhver muslim, der åbent og ærligt kæmper for religionsfrihed, må være fritaget for enhver rimlig mistanke.
Dette krav om accept er det tilsvarende simple krav til os etniske danskere. Hvis vi stadig er mistroiske over for sådan en muslim, er vi per definition urimelige, og ikke længere islamkritikere men blot racister. Det betyder ikke at Islam ikke kan kritiseres på mange andre områder, men kravet handler om respekten for den enkelte muslim betragtet som borger i samfundet.

Nogle vil mene at det er for let bare at sige, at man er tilhænger af religionsfrihed i de muslimske lande, og melde sig ind i en forening der kæmper for den sag. Men at have en sådan offentlig holdning går stik imod linjen hos bl.a. de indflydelsesrige saudi-arabiske salafister og wahibister. Det repræsenterer altså et opgør med en af de problematiske kernegruppe inden for Islam, der leverer ideologisk brændstof til voldelige grupper som Al-Qaeda, ISIS og Boko Haram, og i høj grad organiserer udbredelsen af stadig mere konservative fortolkninger af Islam.

Anvendt foto: “Kurdistan .Yazidis .Judaism . Christianity .Islam” af Jan Sefti, flickr.
Creative Commons licens

Reklamer

Brev til den elitære højrefløj

Kære fornærmede højrefløj. Jeg har nu i lang tid læst om hvordan I er de eneste der tager problemet med Islamisk terrorisme seriøst. Jeres historie fortsætter normalt med at venstrefløjen består af elitære humanister, hvis eneste politiske mål er at følge en “vær god og rar ved hinanden”-linje, hvor alle problemer løser sig selv hvis vi bare viser nok tillid til hinanden, og dropper enhver form for krav til asylansøgere og efterkommere af muslimske indvandrere. Som kontrast til denne venstrefløj står I, højrefløjens klartskuende helte, som de eneste der tager den akutte trussel imod vores samfund seriøst. Typisk giver I udtryk for at humanistiske værdier er “sympatiske”, men at vi ikke kan være naive – vi må beskytte vores samfund imod truslen fra Islam, som terrorangrebene egentligt bare er et symptom på. Så I er den oplyste elite, der må redde samfundet fra alle os, der ikke kan se ud over vores fastlåste forestillinger.

Men I undervurderer os. Venstrefløjen er ikke kun naive tosser, der holder sig for øjnene og forestiller sig at der ikke er nogen trussel. Mange af os er rædselsslagne, og dybt berørte af de trusler der netop nu rejser sig imod vores frie samfund.
Vi er bange for en ny Hitler. Så simpelt kan det siges. Vi husker historien om 2. verdenskrig og de etniske udryddelser langt bedre end historien om det islamiske Osmanniske imperium og de ældre islamiske riger.

Det virkeligt skræmmende for os er de store ligheder imellem Weimar-republikken, der gik forud for Hitlers tredje rige, og nutiden. I Weimar-republikken havde jøderne netop fået uhørte borgerrettigheder – samtlige diskriminerende love blev afskaffet. Men så snart republikken blev væltet, svingede pendulet til et gennemført racistisk regime. Og det racistiske budskab blev et fundament i den populistiske kampagne, der fik tyskerne til at opgive deres demokratiske rettigheder, og overgive al magt til diktatoren.

Så historien fortæller os, at netop når en religiøs/etnisk gruppe bliver mistænkeliggjort, der rejser diktatoren sig. Diktatoren bruger hadet og frygten som undskyldning for at angribe friheden i samfundet. Der er desværre en række af autoritære ledere, som rider på en bølge af islamofobi, der potentielt kunne udvikle sig til den næste diktator. Her ligger Ungarns Victor Orban højt. Langt mere omtalt er naturligvis Donald Trump, som trods omtalen ligger meget længere fra typebilledet af diktatoren. Og bagved dem begge står en hel række ledere på højrefløjen, der endnu ikke har erobret magten i deres nationalstater.
Hvad vi på venstrefløjen er bange for er egentligt ikke magtsyge personer. De har altid stræbt efter den absolutte magt, også i Vesteuropas fredelige 60 år efter anden verdenskrig. Hvad vi er bange for er de mennesker, der vil give efter for magtsygen. De der vil give plads til en ny Hitler, fordi de glemmer at være bange for diktatoren, i angst for det islamiske imperium.

Så på samme måde som I fra højrefløjen har beskyldt os for at være naive beskyttere af den islamiske trussel, har vi god grund til at se jer som naive og godtroende forkæmpere for den næste diktator.

Men der er ikke nogen der er naive. Både højre- og venstrefløjen har en begrundet frygt tæt inde på livet, frygten for det der vil afslutte vores frie samfund. Forskellen er bare hvad vi frygter.
Og i sidste ende må vi sammen finde løsninger, der tager begge trusler alvorligt.
Alt andet vil være naivt.

Gode nydanske kræfter

For at bidrage til debatten omkring nydanskere, vil jeg gerne fortælle historien om en gruppe mennesker jeg mødte i Gellerup for nogle år siden.

Situationen var den, at jeg sammen med et par andre unge fyre fra en kirke i Århus havde besluttet at vi ville prøve at gøre en forskel i Gellerup. Efter at have søgt nogle muligheder, stødte vi på en gruppe personer, der kaldte sig – så vidt jeg husker – Somali Community. Unge somaliske mænd omkring de 30 år, der havde en fantastisk historie at fortælle.

De fortalte os om den periode, da somalierne i Danmark første gang kom til landet som flygtninge. Her var de hurtigt blevet den mest problematiske nydanske gruppe, med massere af kriminalitet og uro. Men i stedet for at vente på en ændring “udefra”, gik Somali Community i gang med at få styr på gruppen af etniske somaliere i Århus.
Resultatet af arbejdet blev, at der det seneste år ikke havde været en eneste somalier i Århus der var blevet arresteret af politiet.

Det slog helt benene væk under mig. Tænk at en lille gruppe mennesker kan gøre en så stor positiv forskel i deres nærområde!
Siden da har Somali Community stået som nogle af mine helte, og et fantastisk eksempel på hvad der kan ske når vi tager ansvar for sociale udfordringer.

Når jeg nu tænker deres historie igennem igen, så må der være en stor sandsynlighed for at mændene i Somali Community selv engang har været ballademagere i Gellerup. Men selvom man tidligere har skabt problemer, kan man stadig bidrage positivt til fællesskabet.

Lad os aldrig glemme, at der i de nydanske fællesskaber ikke kun findes problemer, men også løsningen på problemerne.

Det er også derfor jeg tidligere har skrevet om nødvendigheden af at stå sammen, nydanskere og etniske danskere, imod de negative kræfter i samfundet.
https://entankeadgangen.wordpress.com/2015/03/01/kald-til-sammenhold/

Vi har simpelthen ikke råd til at støde gode nydanske kræfter fra os, hvis vi i samfundet skal bekæmpe kriminalitet og terrorisme. Et forslag til hvordan vi mere konkret skal stå sammen har jeg også beskrevet tidligere.
https://entankeadgangen.wordpress.com/2015/03/01/en-konstruktiv-antiracisme/

Fascinationen af Daesh (ISIL)

Når man beskriver hvorfor Daesh (også kendt som Islamisk Stat) har success med at tiltrække massere af unge krigere fra vesten, må man læse det i to spor:

Hvordan Daesh fremstiller sig selv, og hvad de unges vilkår er.

Daesh fremstiller sig selv som en tilbagevenden til Islams tidligste tider, og en “ren” læsning af koranen.
Dette beskrives indgående i den meget interessante (og ret lange) artikel: http://www.theatlantic.com/features/archive/2015/02/what-isis-really-wants/384980/
Tankegangen er for så vidt simpel – det er ikke Islam der styrer verden nu, så lad os efterligne en tid hvor den gjorde.

Det store es for Daesh er at de har fundet en kalif, og oprettet et kalifat – en Islamisk Stat.
Hvorfor er det så fantastisk?
Fordi, I følge en fundamentalistisk læsning af koranen, så er alle muslimer forpligtet til at være tro imod kaliffen. Der har ikke været en ægte kalif de sidste mange hundrede år, fordi kaliffen skal være af Muhammeds stamme, og indføre hele Sharia lovgivningen på det landområde han kontrollerer.
Selv de saudi-arabiske konger (som nok er de største sponsorer af terrorisme i verden) har ikke kunne leve op til det krav.

Det betyder så også, at ifølge samme fundamentalistiske læsning vil alle muslimer der ikke følger Daesh kunne betragtes som frafaldne, og straffes med døden.
For en muslim der 100% deler Daesh’ teologiske tanker, vil det være nærmest utænkeligt ikke at rejse af sted for at slutte sig til kalifatet.

Men der er naturligvis også et helt andet element end det rent teologiske. For de Daesh-inspirerede terrorister i København og Paris har ikke været typen der har siddet med hovedet i teologiske studier hele deres liv.

De har været kriminelle, og er som mange andre først blevet radikaliserede efter de havde været straffet. Forlydende fra det danske politi er, at mange af de kriminelle indvandrere der sælger stoffer og begår hærværk, nu er begyndt at flage med Daesh’ sorte fane.

Fra de unges perspektiv bunder fascinationen for Daesh i fremmedgørelse. De ser sig selv som stående uden for det danske samfund, og endda i modsætning til samfundet.
De vil gøre hvad som helst for at få en anden identitet, for at blive en del af en gruppe der accepterer og hylder dem. Det har indvandrerbanderne i høj grad givet de mest utilpassede unge, og Daesh er blot en fortsætter af success’en.

Så når unge Daesh-støtter uploader deres videoer, så taler deres ord om Daesh’ propaganda, men deres egen baggrund taler om fremmedgørelsen.

Fremmedgørelsen er den del af Daesh’ fundament som er lettest at angribe. Hvorfor føler de unge sig fremmedgjorte? Der er ikke noget mere åbenlyst svar end højrefløjens konstant negative omtale af nydanskere og udlændinge. “Dem” og “os” tankegangen, der ligger bag alle udmeldinger fra Dansk Folkeparti, er drivkraften i fremmedgørelsen. Forestillingen om et muslimsk parallelsamfund bliver en selvopfyldende profeti, og DF kan betragtes som en grib der vinder politisk på at ødelægge vores samfund.

Hvis tonen i debatten er, at unge arabisk udseende mænd med en plet på straffeattesten er uønskede i vores samfund, så bliver den logiske konsekvens at de samme unge mænd vil fristes af kriminelle organisationer som banderne og Daesh.
Med væksten af den racistiske højrefløj i Europa er det desværre ikke kun et dansk problem, og hele det europæiske kontinent er rekrutteringsområde for Daesh.

Så i forsvar for det Danske samfund, og i modstand imod den voldelige ekstremisme vil jeg gentage min opfordring til etniske danskere og nydanskere om at stå sammen:
https://entankeadgangen.wordpress.com/2015/03/01/kald-til-sammenhold/

Den destruktive kraft i den racistiske fremmedgørelse forsvinder desværre ikke af sig selv, så vi er nødt til aktivt at bekæmpe den. Hvordan det sker har jeg beskrevet  i “En konstruktiv antiracisme”.
https://entankeadgangen.wordpress.com/2015/03/01/en-konstruktiv-antiracisme/

En konstruktiv antiracisme

De færreste ser racisme som noget positivt, eller en tankegang der skal have plads i vores samfund. Alligevel er begrebet antiracisme behæftet med negative associationer.
Mine egne negative associationer relaterer til en ekstremt nøjeregnende attitude, hvor hver eneste lille element i samfundet skal finjusteres for at undgå ord og praksis der kunne opfattes racistisk.

Et problem med dette er at velmenende personer skal til at leve et ekstremt politisk korrekt liv, hvilket bliver belastende for både dem selv og deres omgivelser.

Et andet problem er om denne fremgangsmåde overhovedet virker. Nydanskere og udlændinge vil næppe opleve de værste krænkelser fra de meget velmenene personer der faktisk prøver at efterleve den politiske korrekthed.

Så lad os diskutere et bedre alternativ, når nu racismen er et reelt problem, der bør bekæmpes. Vi vil aldrig kunne forhindre 100% af de hændelser der kan få nydanskere og udlændinge til at føle sig uønskede og krænkede. Så lad os som etniske danskere i stedet fokusere på at vise dem at de er ønskede og værdsatte. Hvis dette sker både offentligt og privat vil det tage kraften ud af racismen.

Jeg er selv en meget indadvendt person, men en åbenlys måde at gøre en positiv forskel på er at starte en samtale og måske invitere på kaffe. Ikke kun de nydanskere man i forvejen gennem arbejde eller studie, men også de der blot bor i samme område, eller handler i samme butikker.

Kald til sammenhold

Hvad er der brug for i Danmark efter terrorismen har gjort sit indtryk?

I min optik er det sammenhold. Uanset religion må alle fredelige personer i Danmark insistere agresivt på at vold ikke er et acceptabelt middel for at få holdninger udbredt eller trumfet igennem.
Det er bydende nødvendigt at vi ikke splittes i fraktioner af ateister, kristne, muslimer og andre religioner. Jeg er stor fan af de initiativer der har været fra flere danske muslimer, bl.a. “jeg stoler på dig – giv et kram” og fredskredsen.
Resten af samfundet må respondere ved at markere deres støtte til de danske muslimer, både i offentlige ord og private initiativer.
Vi er et samfund, og hvis det knækker over har ekstremisterne vundet.

Der må nødvendigvis være et “os” og “dem”. Ellers giver det ikke mening at give et stærkt modsvar til terrorismen. Spørgsmålet er hvor vi skal skille “os” og “dem”.

Der er ingen måde at komme uden om at Islam har spillet en rolle for de gerningsmænd der angreb i København og Paris. Men vi må ikke have så kort en hukommelse at vi glemmer Breiviks angreb i Norge, der kostede langt flere menneskeliv. Det angreb var båret af en frygt for Islam, og et had imod Islam. Den uundgåelige konklusion er at der findes voldelige ekstremister både iblandt Islams tilhængere og dets modstandere.
Modstand imod Islam kan derfor aldrig være et svar på terrorismens udfordring.

Derfor må danskboende muslimer være inkluderet i “os”. “Dem” vi bekæmper er de ekstremister der ønsker at benytte vold til at opnå deres mål, uanset religion og politisk orientering.

Et modangreb på terrorismen

Denne blog er startet som reaktion på den nylige terrorisme i Frankrig og DK, samt den tilknyttede vækst af terrororganisationen ISIL (som jeg ofte vil betegne Daesh).

Jeg har taget det som en brat opvågning, at islamismen faktisk er en seriøs trussel imod også vores samfund, hvilket DFs dommedagsprofeter har råbt op om i årevis.

Derfor må vi som samfund give et stærkt svar imod terrorismen. Et svar, der går i en helt anden retning end at chikanere personer med mørk hud på gaden, eller at kræve familier udvist der har boet i Danmark i årtier.
Kort sagt, et svar der er præget af omtanke frem for panik og xenofobi.

Jeg vil forsøge at holde disse indlæg korte og kontante. Dermed vil der sikkert ofte mangle detaljer og nuancer, hvilket jeg vil følge op på med supplerende indlæg.